Før ombygning - 52 m2
Efter ombygning - 75 m2
Huset på Åsen var et lille Myresjö-hus fra 1968 bygget på en stor , kuperet naturgrund.
Klassisk lille typehus for den tid med Entre, Badeværelse, Køkken, Stue, og 2 små værelser med køjesenge. Træhus med muret skorsten og bølgeeternit på taget. En lille overdækket terrasse var blevet inddraget til en dejlig krog i stuen med vinduer over hjørnet.
Huset blev udvidet i 2009 ved at forlænge taget og ved at udnytte terrænnets naturlige fald til at indrette et meget højt stue- og atelierum med soveplads og stor karnap. Ud over ønske om mere plads har placering af vinduer og karnapper, lysindfald og udkig været meget væsentligt for udformningen af tilbygningen. Resten af huset i øvrigt blev efterisoleret i tag og facader og fremstår idag med ny facadebeklædning i brede, sorte, trætjærede granbrædder og nyt bølgeeternittag med et forenklet tagudhæng. Alt sammen i respekt for det gamle Myresjö-hus fine væsen.